Chok og akut stressbelastning
Når vi oplever en pludselig, uventet begivenhed, som skræmmer os, kan vores krop reagere ved at gå i en choktilstand, der kan være alt fra fuldstændig lammelse til overvældende følelser og kropslige reaktioner, som vi ikke kan kontrollere. Tilstanden varer ofte kortere tid, men kan blive efterfulgt af voldsomme reaktioner som fx fysiske rystelser, hulken, skrigen, desorientering.
Hvis vi ikke får reageret i situationen, fordi vi måske skal passe på andre, kan reaktionerne komme i de efterfølgende dage og op til en måned efter hændelsen og involvere mere vedvarende symptomer såsom intens angst, uro, søvnforstyrrelser og irritabilitet. Det kalder man en akut stressbelastning. Disse reaktioner er kroppens forsøg på at håndtere og bearbejde den ekstreme stress vi oplevede i situationen.